1

Uge 37

Uge 37 lakker mod enden, og der har været drøn på…
Friskolens Hyggeaften gik forrygende godt, hvor eleverne virkelig hyggede sig og havde det rart med hinanden – og herfra skal der lyde en stor tak til elevrådet for at have planlagt og tilrettelagt et super fint program…

Dansk:
Der er blevet knoklet i dansk-timerne, som I også kunne læse i et tidligere indlæg fra mig – Klik her for at læse indlægget
Vi har sidst på ugen arbejdet med lidt grammatik, hvor vi har haft fokus på verberne (udsagnsordene) og forskellen på at bruge dem i navneform og nutidsform (det kan nogen gange være ret svært at høre hvilken endelse, der skal på ordet, hvilket eleverne også måtte sande)…
Af lektier er der en lille skrive-opgave til teksten om “Pigen, der var god til mange ting”, som skal afleveres på mandag, der er to tekster, som skal læses til på tirsdag (“Don Quixote” og “Drageherren”), og så er der en større skrive-opgave, som gerne skulle være færdig til torsdag i uge 39 (den 27/9), hvor overskriften er “En spændende og uhyggelig historie”…

Matematik:
I matematik er der i denne uge igen blevet arbejdet med koordinatsystemet og med regnerækkefølgen…  Begge dele kræver fortsat træning, men rigtig mange af eleverne er også blevet ret fortrolige med begreberne…  Vi vil løbende øve os i at blive supergode til at arbejde med disse ting, og eleverne vil også møde det i deres hjemmearbejde…  Rigtig mange af eleverne har fået anskaffet sig en lommeregner, og de der ikke har, har også måttet erkende, at den efterhånden er uundværlig – så derfor er min anbefaling, at man investerer i en TI-30, som typisk kan købes i Bilka for omkring 200,- kroner.
Vi har også øvet os i færdighedsregning – som foregår uden brug af lommeregner – og denne aktivitet er de fleste ret så optagede af…  Det er små sæt, som består af tyve blandede former for opgaver, hvor eleverne skal hive deres viden om matematikken op af den “usynlige” rygsæk, som de har med på ryggen…
I forhold til aflevering af lektierne i denne uge er der heldigvis sket en markant stigning, hvor 7 ud af 16 fik afleveret…  Tallet er dog stadigvæk for lavt, og jeg vil gerne opfordre Jer forældre til at bakke op omkring, at Jeres børn får lavet deres hjemmearbejde…  (I kan altid tjekke det herinde på skolens intranet, hvor der i Huskekalenderen er angivet hvilke lektier, der skal laves)…  Jeg er altid villig til at lave særaftaler omkring elevers hjemmearbejde, så lad mig endelig vide, hvis der skulle være et behov, som jeg overser…  Til på torsdag skal lektie-ark 3 være færdigt…

Lommeregner

 

 

 

Vi er også startet op med nogle kurser på MatematikFessor, hvor eleverne fra uge til uge får nogle opgaver, som de skal gøre færdige…  Det foregår online på nettet, og eleverne skal logge ind med deres Uni-Login…

Generelt er klassen ved at finde sig godt tilrette – og er også begyndt at få nogle gode arbejdsrytmer, når vi har undervisning, hvor der lige nu er en udpræget ro til at få arbejdet – og hvor der er god koncentration om opgaverne…  Den førhen omtalte gode dynamik, som  allerede tidligt kunne spores i klassen, er vokset – og det er meget positivt at opleve, hvordan klassen har det godt med hinanden rent socialt…

Med ønsket om en god weekend fra Morten.