Introduktion
Dette afsnit beskriver de retningslinjer der er defineret for Æblegård Friskole vedr. forældretimer.
Det er i skolens ånd, at forældrene løbende hjælper til, og det er vedtaget, at hver familie bidrager med mindst 15 timer pr. halvår som en del af skolepengene.
Skolebestyrelsen samt en gruppe forældre har lagt hovedet i blød for at finde et nyt koncept vedr. brug af forældretimer.
Følgende er vigtige elementer i det nye koncept:
• Forældre / familie involvering
• Bindende tilmelding
• Tema
• Definering af personalets deltagelse
• Den gode historie
• Minimal administration
Udover de arbejdslørdage og projekter som skolen planlægger, er det vigtigt, at forældrene selv er opsøgende, samt byder ind med gode ideer og hjælp til gennemførsel af opgaver og projekter.
Det ikke er skolens ansvar, at sørge for at der er arbejdsopgaver nok, samt at holde styr på forældrenes timer osv.
Perioder
Forældretime-perioderne er defineret som følger:
• Forår: fra nytår til skolestart i august.
• Efterår: fra skolestart til nytår.
Familier
Familier er defineret som forældre, der har forældremyndigheden over en eller flere af skolens elever.
Forældrene behøver ikke at have samme adresse, og kan også være enlige.
Hver familie er forpligtet til at arbejde mindst 15 timer hvert halvår.
Skilsmissefamilier
Hvis forældrene til en eller flere elever på skolen er skilt, vil de stadigvæk høre under en familie, og derfor sammenlagt være forpligtet til at arbejde mindst 15 timer hvert halvår. Det er op til parterne at fordele og overholde forældretimerne.
Hvis hver af partnerne har andre børn gående på skolen, som også har andre forældre, er der tale om to familier, og derfor er hver familie forpligtet til at arbejde mindst 15 timer hvert halvår.
Enlige forældre
Da skolen ikke ønsker at være dyneløfter eller på anden måde krænke privatlivets fred, er det ikke muligt for skolen at kontrollere om en forældre er enlig eller ej. På det grundlag betragtes dette som en familie som derfor er forpligtet til at arbejde mindst 15 timer hvert halvår. Der KAN som altid laves undtagelser og individuelle aftaler hvis det kan begrundes rimeligt!
Nye familier
Nye familier der tilknyttes skolen senere end en måned efter periode begyndelse, er ikke forpligtet til at arbejde i den pågældende periode.
Familiernes tilknytningsdato er der hvor det første barn starter i Æblegård Friskole.
Børn, familie og venner
Elever fra gul og evt. bedsteforældre m.m. tæller også med i forældretimerne, dog kan man ikke sende børn / elever alene afsted til arbejdslørdag eller til et forældreprojekt.
Undtaget
De familier der er tilknyttet følgende har automatisk brugt deres forældretimer, men er naturligvis velkommen til at deltage på arbejdslørdag og i projekter:
• Skolebestyrelsen (7 familier)
• Støtteforening (5 familier)
• Forældrerådet (8 familier)


