Fredag den 10. december inviteres alle forældre hermed til at købe alt det flotte julestads, børnene har fremstillet i de forgangne måneder. Desuden kan man købe lodsedler til vores store juletombola , hvor der er mange flotte sponsorpræmier, som 7. og 8. klasses elever har samlet ind ved byens handelsdrivende.
Da Corona desværre ikke tillader, at vi holder julestuen som planlagt, vil julepyntet blive præsenteret på et salgsbord i skolegården fredag fra kl. 14-15.30, hvor vi håber, at I vil få lyst til at komme forbi og støtte elevernes julesalg. Hele overskuddet kommer ubeskåret børnene til gode (elevrådet er med til at beslutte, hvad pengene skal bruges til). Selvfølgelig kan man også betale med MobilePay (“Jul” + navn til 22123).
I løbet af fredag formiddag vil børnene få mulighed for at købe deres (og andres) julepynt, som koster mellem 2 og 30 kroner. Eleverne må dertil gerne tage penge med i skolen – dog ikke ubegrænset. Vi har besluttet, at lysegule elever må købe for højst 50 kroner, grønne elever (5./6. klasse) for højst 40 kroner, og lysegrønne elever for højst 30 kroner.
Skulle der være noget tilbage, gentager vi salget på tirsdag i tidsrummet kl. 14-15. Lodsedler, som koster 5,- kr/styk (eller 5 for 20,- kr) kan også købes ved at skrive til ba@aeblegaard.dk (så får børnene dem med hjem). Sidste salgsdato er onsdag den 15.12. kl. 18.00. Lodtrækning finder sted torsdag formiddag (videooptagelse) og børnene får dem med hjem.