Logbog som lektier

image_pdfimage_print

Det ligger sådan nu, at man i Grøn, Lysegul og kommende Gul skal arbejde med Logbog i mine timer, som tæller matematik-timerne og naturfagstimerne…  Denne logbog er lektier til hver uge, og vi er også gået i gang med at skrive logbog allerede i år…  Der er afsat 20 minutter til at skrive logbogen i skolen til hvert af fagene, og resten må man sørge for at skrive derhjemme…

Logbogen er en slags notesbog/opslagsbog, hvor man kan bladre rundt og finde tilbage til de ting, som man gerne skulle have lært…  Den vil således være et uundværligt stykke værktøj under sin eksamen og sin eksamensforberedelse…  Derfor er det super vigtigt, at hver enkelt elev får skrevet sin logbog, så den er fyldestgørende og anvendelig…

Hver uge har jeg dialog med den enkelte elev om, det de har skrevet – og hvis der er mangler eller misforståelser, så får de et fingerpeg om, hvad der skal rettes til…  Og lige netop dialogen ser jeg frem til hver eneste uge, for her opdager hver enkelt, at de rent faktisk har tilegnet sig noget viden…

Desværre er der nogle, som er bedre til det med logbogen end andre…  Ikke forstået på den måde, at den skal være ens for alle elever, for det behøves den slet ikke at være…  Det handler mere for en dels vedkommende om at få færdiggjort logbogen til tiden…  I Grøn klasse er der som regel kun to eller tre, som “glemmer” at få lavet deres lektier, mens der i Lysegul klasse desværre er langt over halvdelen…  (Og det er ud fra de sidste 7-8 uger vi taler om)…  Jeg kunne derfor godt skrive ud til Jer enkeltvis, men fandt det nemmere at kommunikere ud fælles…  Min opfordring til Jer (forældre) er, at I lige spørger lidt ind til, om Jeres barn har husket at skrive logbog…  Og hvis der er forståelsesmæssige problemer eller andre forhindringer, så vil jeg rigtig gerne høre det fra Jer…  Ligeledes tænker jeg, at I gerne vil høre fra mig, og derfor vil jeg også i den kommende tid lige give en tilbagemelding på, hvad jeg oplever omkring færdiggørelsen af logbogen…

Det er også nødvendigt for mig lige at få meldt ud, at vi i de respektive klasser arbejder med “Ugeskema”, og her er der afsat tid til forskellige opgaver, som er nærmere defineret…  Tiden i skolen til at skrive logbog hedder 20 minutter, og derudover er der afsat tid til at arbejde med andre typer opgaver også, hvor man dygtiggør sig de emner, som vi arbejder med – og hvis man fedter med tiden, eller ikke formår at udnytte tiden effektivt, så når man ikke til bunds med emnerne…  Derfor har jeg opfordret samtlige elever til at færdiggøre deres skolearbejde derhjemme, således at de kan få lært det, de skal…

Jeg håber meget på, at I lige vil følge op på, at Jeres børn får skrevet deres logbog – og som nævnt ville det være super, hvis I gav til kende, om I oplever problemer af en eller anden art…

Med venlig hilsen Morten Knudsen.

Del dette: