Kære forældre…
Jeg er nødt til at bede lidt om Jeres hjælp i forhold til, at Jeres børn får lavet deres lektier i matematik.
I år er langt det meste af matematik-materialet lagt ud på Google Drev, hvor børnene via deres skolemail kan tilgå materialet… Der er afsat tid til at arbejde med (det meste af) materialet heroppe i skolen, men jeg forventer, at man arbejder det færdigt derhjemme… Dette er ikke for at tvinge børnene til slavisk at lave hjemmearbejde, men tænkt i forhold til at få lært det matematiske stof bedst muligt, således at man får det ind under huden – og at det derfor kan blive integreret i den matematik-rygsæk, som man har med sig på vejen op gennem skolesystemet… Opgave-sættene er også sådan bygget op, at det typisk er de lidt simple opgaver til at starte med, og de lidt sværere hen mod slutningen… Der er således en progression i opgaverne, som derfor også gerne skulle være med til at gøre børnene i stand til at løse de samme opgave-typer, hvor niveauet dog bare bliver lidt højere…
I matematik-mappen (på Google Drev) er der en undermappe, der hedder “Ugens Plan”, og her kan man se, hvad der skal arbejdes med i den pågældende uge… Og for at hjælpe Jer (forældre) med at få et overblik, så er her en lille oversigt:
5. klasse har arbejde, som skal færdiggøres både tirsdag (grundbog), onsdag (lektier) og torsdag (ekstra)…
6. klasse har arbejde, som skal færdiggøres både tirsdag (grundbog), onsdag (lektier) og torsdag (ekstra)…
7. klasse har arbejde, som skal færdiggøres både mandag (grundbog) og tirsdag (ekstra)…
8. klasse har arbejde, som skal færdiggøres både mandag (grundbog) og tirsdag (ekstra)…
9. klasse har arbejde, som skal færdiggøres både mandag (grundbog) og torsdag (ekstra)…
8. og 9. klasse har desuden i løbet af skoleåret også nogle problemregningssæt, som skal laves til til en aftalt tid (og det står angivet i huskekalenderen)…
Som forældre kan man altid melde til mig, hvis man gerne vil have del i matematik-mappen…
Jeg har opfordret eleverne til at markere de opgaver, som de har svært ved at løse, eller som de er i tvivl om – og at de så tager en snak med mig om det i skolen… Der kan altid laves særaftaler med eleverne, hvis hjemmearbejdet er for voldsomt eller andet… Og så tjekker jeg ikke hver enkelt opgave, som er lavet – Men forsøger at danne mig et overblik ud fra det, som jeg oplever i skolen, hvor jeg også noterer mig, hvem jeg skal gå i dialog med og være ekstra opmærksom på…
Den største udfordring lige nu er opstillingen af opgaverne… Mange tror, at de kun skal notere resultatet ned, men det er altså ikke nok… Eleverne skal i deres besvarelser skrive, hvad opgaven går ud på, vise hvordan de regner den og slutteligt angive et resultat – Og så skal det naturligvis stilles op på en overskuelig måde…
Et eksempel på dette kunne være:
Opgave: Ole skal betale halvdelen af en cykel han ønsker sig… Den koster 4500,- kroner… Hvad skal Ole betale…?
Besvarelse: Hvad er 50 % af 4500 kroner? 50 x 4500 : 100 = 2250,- kroner.
“Hvad er 50 % af 4500 kroner?” viser, hvad man vil regne…
“50 x 4500 : 100” viser, hvordan man regner…
“= 2250,- kroner” viser resultatet…
Med ønsket om en god weekend fra Morten.


